Gramfarvning[]
Gramfarvning metoden blev udviklet af en dansk læge Hans Christian Joachim Gram (1853 -1953) og bekrevet i 1884. Metoden bruges til farvning af bakterier, så man kan identificere bakterierne. Identifikationen henligger i, at gramfarvningen opdeler bakterierne i Gram positive (G+) og i Gram negative (G-). Forskellen ligger i bakteriernes cellevæg, hvor cellevæggen er tykkere hos Gram positive og har et større indhold af peptidoglykan, som er en polymer (en kæde af mange peptider som er bundet sammen vha. sukkerstoffer) der består af sukkerstoffer og aminosyre. Der dannes et ensartet lag som ligger rundt om bakteriernes cellemembran. Derfor holder de Gram positive bedre på farvestoffet methylviolet, som bakterierne bliver farvet med, hvor de Gram negative ikke holder på farven. Så når man farver bakterier smøres de ud på et objektglas, varmes over en bunsenbrænder og farves med farvestoffet methylviolet i ca. 1 min. De fleste bakterier har optaget farven, men først holder man objektglasset under vand for at vaske urenheder væk. Derefter farver man bakterierne med jod opløsning også med enten ethanol eller acetone for at fjerne farven på de Gram negative. Dermed er det kun de Gram positive som har optaget den violette farve. Nu kan vi kontrastfarve de Gram negative med carbolfuchsin og bliver næsten med det samme skyllet under vand, hvor de Gram negative vil optage en rød farve. Så tørre vi objektglasset og kan bruge det til mikroskopering.